Kære forældre og elever på Sct. Mariæ Skole

Vinterferien nærmer sig hastigt, så jeg gør lige opmærksom på, at såvel skole som fritidsordning holder lukket i næste uge. Samtidig vil indkørslen til skolen i denne periode være lukket grundet ombygningen af Poul Paghs Gades skole.
Mandag efter vinterferien er det fastelavnsmandag, så eleverne på de yngste klassetrin møder derfor til fastelavnsfester og tøndeslagning. Husk udklædning!

Onsdag den 1. marts er det askeonsdag, som i den katolske kirke markerer begyndelsen på fastetiden, og på skolen markerer dagen også starten på vores årlige indsamling til fordel for den katolske hjælpeorganisation Caritas.  Alle elever får således udleveret en lille sparebøsse, hvor man så evt. kan spare et beløb op til indsamlingen.
I år går de indsamlede midler til fattige skolebørn i Myanmar, og vi håber på et flot resultat. Jeg vil også nævne det traditionelle løb i Mølleparken den 11/3 til fordel for indsamlingen. Lærer Peter Holm oplyser, at der nu er solgt mere end 250 billetter til arrangementet, men der er stadig plads til mange flere løbere/vandrere! Velkommen til en glad formiddag! (- se hjemmesiden for yderligere info om tilmelding)

På skolen har vi stor opmærksomhed på elevernes brug af sociale medier, og vi oplever heldigvis kun meget sjældent et decideret misbrug af disse, men de sociale medier præger naturligvis elevernes hverdag. Jeg vil derfor meget opfordre til, at brugen af disse gøres til genstand for nogle gode samtaler i hjemmene og i klasserne. Fx var jeg til et forældremøde, hvor der var en positiv samtale om, hvorledes det påvirker de elever i en klasse, der måske ikke er inviteret, når der uploades billeder fra en hyggedag med film, chokolade og nybagte boller?  Er det bare sjovt/hyggeligt, eller kan det evt. forstærke elevernes følelse af at være udenfor, at være ensomme?

I den forbindelse skal jeg igen understrege, at det ikke er tilladt at fotografere hinanden uden forudgående tilladelse.

På gangen med klassebilleder har 0. klasserne udstillet nogle flotte snemænd og snekrystaller, som nok er et besøg værd! Kig endelig forbi!

Nogle vigtige datoer:

18/2 - 26/2:   Vinterferie
27/2:             Fastelavnsmandag (Se særskilte klasseinvitationer) Husk udklædning!
11/3:             Løb til fordel for fasteindsamlingen. (Tilmelding via hjemmesiden)
1/4:               Markering af bigbandets 20 års jubilæum.

                     (Tilmelding via bigbandets facebookside)

 

God vinterferie!
 

Venlig hilsen
Poul Erik Hovelsø