Kære elever og forældre

Indledningsvis var det dejligt at komme tilbage til skolen efter efterårsferien og se, at de planlagte renoveringer af lofter, ventilation og belysning var kommet på plads. Og så har det pyntet ekstra, at vi ved trappeforløbet har fået ophængt fem glade og farvestrålende malerier, som eleverne fra 2.b, 5.a, 5.b og 6. klasse har malet under kyndig vejledning fra billedkunstlærer Anders Børgesen.

Skolens koncertbigband kunne ligeledes fortælle om en vellykket koncerttur til Chicago i efterårsferien, hvor alt var gået planmæssigt. Der havde været mange gode koncertoplevelser, spændende sightseeing, fantastisk besøg i Racine -Aalborgs venskabsby- beliggende ca. 100 km fra Chicago etc. På bigbandets facebookside er der utallige billeder fra turen.
En stor tak til Aalborg Events for at støtte turen økonomisk og ligeledes en stor tak til Peter Ørum, der er en særdeles aktiv og passioneret dansk-amerikaner, som har været meget engageret omkring turen, og som bl.a. stod bag besøget i Racine. Peter Ørum havde bl.a. inviteret hele holdet til barbecue og kørsel i ældre militærkøretøjer rundt på en af hans store planteskoler. En fantastisk oplevelse!
Der har efterfølgende været stor ros til koncertbigbandet, og en af de amerikanske skoler har bl.a. udtrykt ønske at få pennevenner fra skolen.

Stort set dagligt bliver der efterladt drikkedunke og madkasser i skolegården og rundt omkring, men når effekterne bliver fremlyst til morgensang, er der typisk ingen elever, der savner dem. Så hermed en opfordring til at skrive navn og klassetrin på disse.

Fredag den 2. november afholdt Børnegrotten en både sjov og meget uhyggelig fest. Eleverne var flot udklædte, og der var en imponerende stor forældreopbakning til arrangementet i forhold til at bage og hjælpe med alt det praktiske! Der er i det hele taget stor grund til at være meget taknemmelig for, at vi på alle måder har så mange positive og hjælpsomme skolefamilier!
Det bliver ofte sagt, at Danmark generelt mangler en anerkendelseskultur, men dette oplever jeg dog ikke på Sct. Mariæ Skole, hvor jeg næsten dagligt hører positive og anerkendende ord om personalet. Og anerkendelse generelt er da også en forudsætning for, at vi kan forvente en anstændig indsats af hinanden.

Som bekendt afviklede skolen i lørdags forældresamtaler for de fleste klasser. Ved denne lørdagssamtale er der kun tid til, at klasselæreren giver en generel vurdering af elevens faglige og sociale standpunkt, og er der behov for en mere uddybende samtale, kan dette aftales.
Det generelle indtryk fra samtalerne var særdeles positivt.
Desværre har jeg efterfølgende fået en henvendelse fra et forældrepar, hvis bil var blevet påkørt, mens den havde været parkeret ved kirken i tidsrummet 10.30 – 11.00. Der var ikke efterladt nogen kontaktoplysninger vedrørende den uheldige bilist, der måske heller ikke har bemærket påkørslen. Familien tænker, at det måske drejer sig om en stor sølvgrå stationcar. 

Vi havde i sidste uge gruppekoncerter med hhv. talentfulde elever fra MGK og dygtige musikere fra Aalborg Symfoniorkester, og onsdag den 7. november var 4. 5. og 6. klasse så i Musikkens Hus for at høre hele symfoniorkesteret. En flot koncert og en god oplevelse!

Torsdag aften var der en rigtig glad overrækkelse af fine prøvebeviser til de 21 elever fra sidste års 9. klasse, der i sommer havde valgt at gå til Cambridge prøve i ”English as a Second Language. ”  Alle elever havde klaret sig flot, så et stort tillykke til eleverne og lærer Vibeke Andersen, der har præsteret et flot pionerarbejde omkring faget! Prøven tester elevernes tale-, lytte-, læse- og skrivefærdigheder, og eneste hjælpemiddel er en kuglepen!

Jeg vil minde om det årlige skolekredsmøde den 27. november kl. 19.00, hvor alle med forældremyndighed over elever på skolen er velkomne.
For nærmere information henvises til den tidligere udsendte dagsorden.

 

Venlig hilsen

Poul Erik Hovelsø