Kære forældre og elever på Sct. Mariæ Skole

Sikke en dejlig julekoncert jeg lige har oplevet her mandag eftermiddag: Sct. Mariæ Kirke fuld af forventningsfulde og spændte forældre og bedsteforældre, glade og dygtige skolekor, et velspillende aspirant- bigband og gode fællessange! Og i fredags kunne vi alle opleve 7. klasses Lucia-piger synge smukt og stemningsfuldt i Sct. Mariæ Kirke, inden de fortsatte med at bringe lidt lys til beboerne på Kamillianergårdens Hospice.
Hvor er jeg både stolt og imponeret over alle vores søde og dygtige elever.

5. klasse har travlt med at øve skolens traditionelle krybbespil, som kan opleves

- torsdag den 14/12 kl. 18.30.

Koncertbigbandet og kor 3 og kor 4 øver ligeledes til koncerten, så der er daglig rig lejlighed til at komme i rigtig god julestemning. Og så glemte jeg endda at nævne skolens julekrybbe, de julepyntede klasser, pakkekalendere, julehockeyturnering, julefrokosterne i madkundskab og ikke mindst vores morgensang med mindst et par julesange eller julesalmer hver dag – og meget mere.

Selv om julen altså præger de sidste skoledage inden juleferien, er der heldigvis også tid til at gå helt almindeligt i skole, og fx hygger 9. og 10. klasse sig gevaldigt med terminsprøver i disse uger.

Jeg går også og glæder mig over, at der nu ”kun” er halvandet år tilbage, inden vi overtager Kamillianergården, og dermed får mulighed for at tilbyde endnu bedre fysiske rammer til elever, personale og forældre. Sikke en julegave!

Med følgende lille citat fra Hans Edvard Nørregård–Nielsens beskrivelse af sin bardoms juleaften, vil jeg allerede nu ønske jer alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår!

”….men altid så ubegribeligt stille, at man kunne høre selve højtiden. Himmelrummet nåede fra en enkelt stjerne helt ned på jorden, eller man blev selv løftet opad mod den, og derfor var der ikke noget sært ved at gå til kirke på stjernetæpper lyseblå.”

Rigtig glædelig jul og godt nytår!

PS! Skolen begynder igen torsdag den 4. januar 2018.

Venlig hilsen

Poul Erik Hovelsø

 

Lige et par datoer:

Torsdag den 14/12 kl. 18.30 – 20.30: Skolens traditionelle julekoncert med krybbespil

Tirsdag den 19/12 Sidste skoledag inden juleferien: Almindelig skolegang til kl. 11.55, hvorefter Børnegrotten er åben.

Fredag den 22. december: Børnegrottens sidste åbningsdag inden juleferien.

Børnegrotten åbner igen tirsdag den 2. januar 2018 kl. 07.00.