Billedet på sidehoved

Sct. Mariæ Skole

image

Profil

Pædagogiske principper

Det er skolens formålsparagraf, der mere overordnet angiver indholdsrammen for skolens virke:
Det handler om at lære noget og om at udvikle sig som menneske, og for Sct. Mariæ Skole er det vigtigt at tilbyde en undervisning på et højt fagligt niveau og samtidig danne eleverne som menneske og medmenneske. Skolen skal således balancere det socialt differentierede med det socialt integrerende, det fælles med det unikke, det socialt ansvarlige med det individualiserende.
Skolen skal danne individer, der kan fungere i et demokrati, og elevernes oplevelse af medbestemmelse og demokrati er derfor særdeles vigtig. Eleven skal opleve mangfoldighed, dvs., at der er plads til mennesker og holdninger.
 
Vigtige elementer i skolens pædagogik er erfaring, refleksion, handling og evaluering.
 
Skolens lærere har en udstrakt metodefrihed, og denne pluralistiske metodik skulle gerne give muligheder for maksimal faglig og eksistentiel udfoldelse for eleverne.
Metodefrihed er for den professionelle underviser bl.a. at kunne begrunde sine tilvalg og ikke mindst sine fravalg.
Det er læreren, der har det overordnede ansvar for undervisningen, men undervisningen bliver til i dialog, og eleven har både medindflydelse og medansvar for de erfaringer, der gøres i undervisningen. Læreren varierer sin undervisning og udnytter, at der er mange forskellige måder at lære på.
Læreren tager sit ansvar alvorligt og tilstræber autencitet. Læreren engagerer sig menneskeligt i eleverne.
 
Eleverne forventes at bidrage aktivt til deres egen læringsproces gennem engagement og medansvar for egen læring.
 
Den løbende pædagogiske evaluering er vigtig og fokuserer fx på, om de faglige mål blev opfyldt? Hvordan arbejdsformen fungerede? Hvad har vi lært om verden? Hvad har det gjort ved min livsholdning? Hvad kan den opnåede viden bruges til?
 
Med inspiration fra lektor Hans Henrik Knoop, DPU, vil en god og effektiv undervisning bl.a. være karakteriseret ved:
At lærerens initiativ stimulerer elevens.
At det er interessant, vigtigt og har et velstruktureret indhold.
At der er tilstrækkelig tid til fordybelse i substansen og dermed tilegnelse af tilstrækkelig dyb forståelse, til at man bliver i stand til, og får lyst til at bruge det, man har lært.
At der er fokus på læring - dvs. på hvad og hvordan eleverne forstår substansen.
At der er tilpas høje forventninger /krav og stærk støtte til hvert enkelt barn.
At der bruges varierede metoder, som er tilpasset den enkelte elev bedst muligt.
At eleverne oplever fysisk velvære, inspirerende rammer og basal social tryghed.
At eleverne er tilpas udfordrede.
At eleverne oplever et meningsfuldt socialt klima – fokuseret på, at hver enkelt elev bedst muligt og fortløbende bidrager til fællesskabet.
 
En god undervisning handler således om grundlæggende undervisningskvaliteter som en god atmosfære i klassen, logiske sammenhænge i undervisningen og klar klasseledelse.
 
Katolsk skole
Det specielt katolske opleves i dagligdagen nok af de fleste som åbenhed, imødekommenhed og omsorg, men også i glæde og i et positivt menneskesyn.
Jesper Fich, der er de katolske skolers teologiske konsulent, udtaler om det katolske: ”Katolsk er også erkendelse af, at mennesket i kraft af at være skabt er i stand til at gøre kvalitativt sande ting og vokse, og at Guds nåde er virksomt i ethvert menneske. Derfor henvender den katolske skole sig også til alle – Og efter katolsk tankegang, er der ikke tale om en lære, der skal læres udenad, men om en indbydelse til at adoptere den i sit liv. Eleven skal selv kunne indse rigtigheden af sandhederne om mennesket, selv ville livet og kunne tilslutte sig det i frihed.” Georg Høhling, der er formand for FAKS siger om samme emne: ”Vi bygger på et værdibegreb og ser på børnene skabt i Guds billede. Og fordi de er unikke dele af skaberværket, går vi ikke med til at reducere dem til modtagende objekter. Tværtimod, et barn har krav på at blive mødt som en ansvarsbærende og en handlende person og på at få stimuleret sin forståelse af at være kaldet til tjeneste for fællesskabet” Ovenstående citater rammer fint den opfattelse af Sct Mariæ Skole, som personalet efter bedste evne arbejder for.
 
Historie
Sct. Mariæ Skole blev etableret i 1899 af Kamillianerordenen, og Sct. Mariæ Skole er såledesen katolsk skole med mere end 115 års tradition og erfaring at bygge på. Samtidig bestræber vi os på at være en skole til tiden, der vedvarende udvikler sig og forsøger at leve op til de forventninger, der stilles fra fx medarbejdere, forældre, myndigheder og ikke mindst fra elevernes side.
Vi er således i en kontinuerlig udviklingsproces, men udviklingen skabes på baggrund af det bedste fra vores fortid.
 
Rammer
Skolens virke bygger på et katolsk - kristent menneskesyn, hvilket præger vores tanker og handlinger i hverdagen.
Eleverne på vores skole repræsenterer en mangfoldighed af kulturer og kirkeretninger, og vi ser denne menneskelige og kulturelle mangfoldighed og rigdom som et af skolens positive kendetegn. Vores skolemiljø er præget af en hverdag, hvor det er en inspiration og styrke, at vi sammen har så meget at lære hinanden.
Miljøet på Sct. Mariæ Skole er præget af tryghed, nærhed og omsorg i fællesskabet med hinanden.
Skolen har ca. 370 elever, hvoraf ca. 80 er katolikker, og personalet tæller 30 personer i alt. Skolen har 14 klasser fra 00. til og med 10. klasse.
Skolen oplever en vedvarende stor søgning, og der er ventelister på alle klassetrin.
 
Musikken
Musikken indtager en central rolle på skolen. Vi synger morgensang hver dag - vi har 4 sangkor og to Bigbands, og mange af eleverne modtager instrumentundervisning på skolen - aktiviteter der både samler elever fra forskellige klassetrin og samtidig bidrager til en alsidighed i måden at skabe indlæring på.
Omkring musikken på skolen kan det nævnes, at små 60 elever spiller i skolens bigbands, og at der er et tilsvarende antal elever i skolens tre kor.
Musik handler i højere grad om, hvad der binder sammen, end hvad der adskiller, og dette er ligeledes en helt grundlæggende værdi på Sct. Mariæ Skole, at vi alle - vores forskelligheder og særpræg til trods - er ligeværdige og unikke dele af Guds skaberværk.
I vores moderne samfund er der et stort behov for faglighed, men der er måske først og fremmest behov for kreativitet, improvisation og fællesskab, og det kan netop findes i musikken.
Dirigenten Sir Simon Rattle siger om kunsten/musikken, at denne ikke er en luksus, men er lige så livsnødvendig for os alle som vand og ilt. - Dette gælder ikke mindst på en skole som vores, hvor vi gerne vil tilgodese alle sider af elevernes personlighed.
 
Samarbejde og værdier
Vi kan kun skabe en rigtig god skole, når samarbejdet mellem børnenes hjem og skolen er velfungerende. Derfor forventer vi, at forældrene tager aktiv del i - og medansvar for - at deres børns skolegang kan blive en positiv oplevelse.
Forældrenes engagement og en åben og positiv dialog med personalet er helt nødvendig for, at vi kan skabe en skole, hvor eleverne opnår selvforståelse, selvrespekt og kærlighed til andre.
Nogle af de centrale værdier på skolen er således ansvarlighed, fællesskab, fremstrakte hænder og kærlighed. Vi lever i en verden, der i den grad fokuserer på det individuelle og det egocentriske, men det er helt nødvendigt, at vi alle ser længere end vores egen lille livsverden og tager et medansvar for hinanden og vores næste! Vi håber, at vores elever kan tage næstekærlighed, tolerance, solidaritet og generøsitet med ud i verden.
 
Der er en god ånd på skolen, - et miljø der i dagligdagen nok af de fleste opleves som åbenhed, imødekommenhed, omsorg, glæde og et positivt menneskesyn.
Skole handler om livsoplysning, som ifølge Grundtvig netop er alt det, som får os til at forstå livet og giver os lyst til at leve det.
På Sct. Mariæ Skole skal der ikke blot være en god ”disciplin” og en god faglig undervisning, men skolen skal derudover fremme en vi-kultur og ikke en jeg-kultur. Skolen henter sin inspiration fra den kristne tro og anerkender derfor hvert barns unikke værdi. Skolen bygger på den faste overbevisning, at i Guds øjne er alle mennesker ligeværdige. Skolen drager omsorg for den svage elev og betoner den enkeltes ansvar for det omgivende samfund.
Det forsøger vi på Sct. Mariæ Skole.
 
Poul Erik Hovelsø
Skoleleder
 
 

Evaluering af kvalitet